Mindre iPad gør formentlig prisen nemmere at sluge.
Et slag over næsen til konkurrenten Microsoft og en bid af et voksende marked for små tavle-computere.
Det er de to gevinster Apple går efter, hvis de som ventet tirsdag aften præsenterer en ny udgave af den populære iPad. Det vurderer Jon Lund, der er selvstændig mediekonsulent og som følger teknologiudviklingen tæt.
- Nu skal vi selvfølgelig lige huske, at der fortsat kun er tale om rygter, men de er til gengæld ret gode, siger Jon Lund.
Den nye iPad ventes at få en skærm på lidt over syv tommer – mod den knap 10 tommer store skærm på den eksisterende iPad.